Billetbestilling: 39 65 33 50

Vejen til den store filmoplevelse!

Netop da jeg i 1969 havde fået mit første job i biografbranchen, var der flere venlige mennesker, som fortalte mig, at biografernes tid var talte, og en snarlig død for disse store rum ventede forude. 

Der ville komme farve på fjernsynene, og snart kunne man også selv optage sine programmer, og selv bestemme hvornår man ville se dem. Enhver kunne jo sige sig selv, at der så ikke længere var brug for biografer. 
 
Det var ikke just vellyd i mine øregange, og mange gange siden har jeg da også måtte lægge lytteorganer til postulater om, at manden med leen snart ville svinge stålet over hovederne på os. 
 
VHS, Beta-Max og Video 2000 er afgået ved døden. DVD og snart også Blu-Ray er på gravens rand, men der bygges stadig nye biografer i vort land, og besøgstallet stiger. Gentofte Kino er på dette tidspunkt 14% foran sidste år, men vi drager naturligvis også omsorg for, at den lokale biograf i Gentofte hele tiden bliver bedre og ikke mindst udvider tilbuddet til publikum. 
 
Mennesker har altid gerne villet opleve i samvær med artsfællerne, og sådan vil det vedblive at være. Det er også derfor, at begrebet ”hjemmebiograf” ikke eksisterer. Med mindre man har plads til 300 mennesker i kælderen. 
 
Der er dog lidt malurt i bægeret: I årtier var rygning blandt publikum både generende for andre i salen og samtidig en sikkerhedsrisiko. Næsten hver aften kunne man se den afslørende glød signalere, at et medmenneske udviste en opførsel, der klart indikerede, at vedkommende var fuldstændig ligeglad med de øvrige tilstedeværende i salen. Hvis jeg vil ryge, så ryger jeg!
 
Det var sjældent at nogen blandt publikum gjorde indsigelse, og alligevel kunne den eller de som ikke kunne vente til efter filmen, men som røg under forestillingen, sagtens ødelægge filmoplevelsen for en stor del af publikum. 
 
Siden er rygning i salen et overstået kapitel. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår det sidst er sket. Til gengæld har visse mennesker  fundet en ny adspredelse, når de går i biografen. 
 
De SMSer!
 
Man betaler kr. 75,- pr. billet for at flygte ind i fiktionens verden, men somme ønsker alligevel ikke at lade sig inddrage helt i handlingen og slippe taget i virkeligheden. Nej, med de nye telefoners illuminerede skærm på størrelse med 2 cigaretpakker, spreder de forstyrrelse ikke alene for den pågældende, men også for en del andre mennesker, som ikke kan undgå af bemærke det stærke lys og nogle gange også lyden af tastaturet. Det er såre irriterende. 
 
Jeg håber, at når SMS feberen er udraset, vil vi ikke tage flere dårlige vaner i brug i biografen, men derimod hengive os til nydelsen af fællesskabsoplevelsen og samtidig tage hensyn til vore medmennesker.
 
God fornøjelse! 
 
De bedste hilsener,
 
Erik Hamre
2. september 2012